Erik Skovgaard Nielsen

Kandidat til kommunalvalget for Venstre i Dragør

Om mig

Et liv i Dragør – med hjerte for fællesskabet

Jeg hedder Erik Skovgaard Nielsen, er 66 år og bor i Dragør på Sydstranden – et sted, jeg har kaldt mit hjem siden 2008, og som jeg holder utrolig meget af.

Når tiden tillader det, holder jeg af at rejse, lystfiskeri, læse om historie og samfund, og opleve nye steder og kulturer – ofte med nysgerrighed på, hvordan andre samfund organiserer sig og finder balancen mellem frihed og fællesskab. 

Jeg sætter pris på ærlighed, ordentlighed og samarbejde – både i livet og i politik. For mig handler det ikke kun om at have ret, men om at finde løsninger, der virker for flest muligt - også på længere sigt.

“Jeg tror på, at det bedste lokalsamfund bygger på tillid, ansvar og fællesskab – værdier, der starter mellem mennesker, ikke i systemer.”

Erhvervserfaring og økonomisk indsigt

Jeg er uddannet økonom og har haft en mangeårig karriere i det private erhvervsliv – blandt andet som administrerende direktør i Atradius Danmark (www.atradius.dk) hvor jeg arbejdede med kreditforsikring for en stor del af dansk eksport, risikostyring og international handel globalt. 

Min erhvervsbaggrund har givet mig et solidt kendskab til økonomi, forretnings-udvikling og ansvarlig ledelse – erfaringer, der er direkte relevante, når man skal træffe beslutninger på vegne af en kommune. Også erfaringer jeg har gjort brug af i de 17 år jeg har deltaget i budget- og konstitueringsforhandlinger i Dragør Kommune i kraft af min rolle som formand for Venstre i Dragør.

Jeg har desuden arbejdet som rådgiver og projektleder med fokus på økonomisk analyse, strategi og styring. Fælles for alt, hvad jeg laver, er ønsket om at skabe løsninger, der hænger sammen – både økonomisk og menneskeligt.

Dragør skal udvikle sig – med omtanke

Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg tror på, at lokal udvikling kræver lokale løsninger. Derudover er jeg stærk tilhænger af det bredest mulige samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvor alle der tager ansvar - også når det er svært - får indflydelse, men ingen får alt! Sådan skal det være når demokratiet fungerer - også i Dragør Kommune. 

Jeg ønsker et Dragør, hvor vi bevarer vores kommunale selvstændighed, men gerne samarbejder tæt med andre kommuner, hvor det giver mening. Vi har vist med en målrettet indsats over de seneste 4 valgperioder, at vi kan drive kommunen med en god økonomi samtidig med at fastholde kvalitet i service og velfærd.

Vi skal fortsat turde udvikle os – men altid med respekt for Dragørs særlige sjæl og miljø.

"Dragør Kommune i udvikling – uden at miste sin sjæl."